Er vi helt glemt?

Som tillidsvalgt på min arbejdsplads modtager jeg jævnligt Forbundsnyt. Med det sidste eksemplar fulgte med et plakat som opfordrer alle om at blive medlemmer i Utdanningsforbundet, og jeg blev så provoceret af det at jeg ikke kunne lade være med at skrive et indlæg.

Grunden til dette er at jeg i løbet af de sidste uger har snakket med flere pædagoger på mit sygehus, og som alvorligt vurderer at melde sig ud af Utdanningsforbundet. Det gør også jeg og vi har taget dette op flere gange i min lille klub. Grunden til en eventuel udmeldelse er følgende:

Vi er allesammen specialpædagoger, flere med hovedfag og andre videreuddannelser samt laaaaaaang erfaring og anciennitet. Vi arbejder med rådgivning og vejledning, vi er specialister. Vi vejleder lærere i skoleværket, vi vejleder PP-rådgivere (som ellers står i lignende situation som vi) og vi har stort ansvar for både børn og voksne med forskellige medfødte eller tidligt erhvervede funktionshæmninger. Vi har stået og fortsat står lønsmæssigt langt tilbage. Vi er heller ikke repræsenteret i Utdanningsforbundets sektioner. Vi forhandler med NAVO og føler at vi står helt udenfor.

Som tillidsvalgt har jeg visse lojalitetsproblemer og forstår godt at man vil melde sig ud. Alle de gode gamle argumenter om at stå sammen og at fællesskab gør os stærkere bliver til floskler, når vi føler at vi står helt udenfor.